Styring af virksomheders arbejde med samfundsansvar

Eksistensen af dette forum vidner om, at den danske stat deltager i udbredelsen af virksomheders samfundsansvar. CSR-området adskiller sig dog fra andre områder grundet fraværet af konkret og håndfast lovgivning, der foreskriver, hvordan virksomhederne skal agere samfundsansvarligt. Er det et udtryk for, at der ikke styres? Nej, tværtimod, der styres blot med brug af andre midler!

Statens involvering og interesse i virksomhedernes samfundsansvarlige engagement markeres med Regeringens Handlingsplan for virksomheders samfundsansvar. Tiltagene i handlingsplanen fremstår dog ikke som klassiske repressive styringstiltag, hvor staten gennem lovgivning fastsætter hvem, hvad og hvor meget der skal gøres i henhold til virksomheders samfundsansvar.

Efter vores opfattelse anvendes i stedet en moderne produktiv styring, som søger at skabe virksomheder, der af egen fri vilje påtager sig samfundsansvar, fordi de kan se fordelene herved. Dermed bliver behovet for anvendelsen af repressiv magt nedtonet, og frem for at påbyde og kontrollere virksomhederne, kan staten anvende sine ressourcer til at oplyse virksomhederne om fordelene ved arbejdet med samfundsansvar samt at promovere og vejlede dem i implementeringen af samfundsansvar i forretningsstrategien.

Det er dog åbenbart, at staten med vedtagelsen af Lov om rapportering af virksomheders samfundsansvar, gør brug af repressiv magt, idet lovkravet påbyder virksomhederne at rapportere på deres samfundsansvarlige engagement. Efter vores opfattelse er lovens formål dog næppe at tvinge virksomhederne til at rapportere for rapporteringens skyld – lovens repressive element-, men derimod at anspore dem til at engagere sig (yderligere) i samfundsansvarlige tiltag – lovens produktive element. Dermed indskriver loven sig som en del af det vi betegner som statens moderne produktive styring af virksomheders samfundsansvar.

Rapporteringskravet som katalysator
Loven tvinger ikke virksomhederne til at agere samfundsansvarligt, men tvinger dem derimod til at redegøre for deres samfundsansvarlige engagement, og ansporer dem dermed til at reflektere over deres samfundsansvarlige profil – ”lever vores samfundsansvarlige standarder op til omverdenens og vores egne forventninger, eller skal vi engagere os yderligere i arbejdet, og hvordan griber vi det an?”.

I vores optik virker rapporteringskravets dermed som en katalysator for virksomhedernes refleksion og den deraf (tilsigtede) implementering af samfundsansvar i forretningsstrategien. Styringen retter sig mod, at fremtvinge en refleksionsproces, som ansporer virksomhederne til at opsøge vejledning og viden om de muligheder, der er forbundet med at arbejde samfundsansvarligt, og danner på denne måde grobund for virksomhedernes videre samfundsansvarlige engagement.

Den succesfulde virksomhed er samfundsansvarlig!
Denne viden og vejledning om virksomhedernes muligheder ved at arbejde strategisk med samfundsansvar tilbydes belejligt nok i en række af handlingsplanens øvrige initiativer i form af eksempelvis webbaserede kompasser, best practice case-eksempler og konferencer.

Fælles for initiativerne er, at de baserer sig på og overbringer viden om, at det er fordelagtigt for både virksomhederne og for samfundet generelt når virksomheder engagerer sig i samfundsansvarlige tiltag med udgangspunkt i deres kerneforretning. Initiativerne sigter dermed mod at engagere virksomhederne, ved at få dem til at se fordelene for dem selv og for andre i arbejdet med samfundsansvar. Initiativerne ansporer dermed virksomheder til af egen drift at engagere sig i samfundsansvarlige tiltag, og understøtter dermed styringens egentlige mål: skabelsen af samfundsansvarlige virksomheder.

Statens rolle i styringen af virksomheders samfundsansvar
Er rapporteringskravet og de øvrige tiltag i handlingsplanen så udtryk for, at staten styrer virksomhedernes arbejde med samfundsansvar? Nej, virksomhederne styrer sig selv! Men virksomhedernes arbejde med samfundsansvar anspores og påvirkes af de statslige initiativer på området.

Vi opfatter således statens rolle i forhold til styringen af virksomheders arbejde med samfundsansvar som indirekte, idet staten ikke dikterer virksomhedernes samfundsansvarlige engagement, men derimod søger at oplyse, anspore, guide og vejlede virksomhederne til at påtage sig et samfundsansvar.

Staten har således påtaget sig rollen som en form for virksomhedskonsulent eller coach i forhold til udbredelsen af danske virksomheders samfundsansvar, der bidrager til virksomhedernes selvudvikling og ansporer, påvirker og former denne gennem de implementerede initiativer, på samme måde som terapeuten bidrager til at forme mennesker, der søger selvudvikling og selvindsigt, ved at give dem selvhjælps-værktøjer og ved hjælp af tildelingen af indsigt, egenskaber og kapaciteter, der sikrer, at de kan opnå et bedre liv.

Styring har mange ansigter, og staten behøver ikke at anvende lovgivning til at styre virksomheders arbejde med samfundsansvar. Der kan som beskrevet ligeledes styres gennem fremstrakte og hjælpende hænder!

Bloggen er baseret på undertegnedes specialeafhandling: Dannelsen af det samfundsansvarlige virksomhedssubjekt – En undersøgelse af styringen af danske virksomheders samfundsansvar.

Læs afhandlingen

Blogindlægget er udarbejdet i samarbejde med Frederik Rementorp og Magnus Ellemann på baggrund af fælles speciale.