De stadigt stigende forventninger til indholdet og kvaliteten af virksomheders CSR aktiviteter kræver, at CSR kapaciteten øges; og det i en fart. Et enkelt og innovativt element for at opnå resultater er eLæring.
Eksistensen af dette forum vidner om, at den danske stat deltager i udbredelsen af virksomheders samfundsansvar. CSR-området adskiller sig dog fra andre områder grundet fraværet af konkret og håndfast lovgivning, der foreskriver, hvordan virksomhederne skal agere samfundsansvarligt. Er det et udtryk for, at der ikke styres? Nej, tværtimod, der styres blot med brug af andre midler!
Vi har lige rejst 110 millioner til Afrika NU! Nødhjælp og udviklingshjælp skal ikke forveksles, for naturligvis skal vi hjælpe mennesker i nød. Forskellen på en tsunami og en tørke er, at tsunamien kan man ikke se komme, men en tørke kommer ikke som en overraskelse. Selvom man kan forberede sig på en tørke, så ender store dele af det afrikanske kontinent alligevel i en katastrofe, der enten er forårsaget af vejret eller en diktator, eller begge dele. Vi ser det igen og igen, og så må man spørge, om alle de skattepenge vi har kastet efter udviklingsbistanden, bare går ned i diktatorernes kasser? Eller går de i FNs og NGOernes pengekasser?
Der er stadig en del virksomheder, der kun i mindre omfang arbejder med forretningsdrevet CSR. Jeg har analyseret fordele og barrierer ved CSR arbejdet og det er blevet til den lille bog Virksomhedens CSR: Implementering og rapportering – Hvorfor og hvorfor ikke?
Fokus på CSR er langt fra et vestligt velfærdsfænomen, og heldigvis er der efterhånden god mulighed for at udveksle erfaringer og få overblik over praksis på tværs af lande og kulturer.
Vi kender succeskriterierne, de gode eksempler i branchen og alle fordelene ved at etablere partnerskaber mellem ngo’er og virksomheder. Man kan spørge sig selv, hvorfor der så ikke er flere tværsektorielle partnerskaber? Hvad er det der gør, at vi stadig kun har 0.6 procent strategiske partnerskaber i Danmark (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 2009) når fordelene for begge parter er så åbenlyse?
Rådet for Samfundsansvar anbefaler i sin seneste handlingsplan, at der gøres en særlig indsats over for SMV’er, hvis Danmark skal sikres en plads i førerfeltet inden for Samfundsansvar.
Men hvorfor vælger så få SMV’er at fortælle om det, de rent faktisk gør? Er vi virkelig stadig bange for at blive hængt ud? Er det guleroden eller værktøjerne, der mangler? Er det et simpelt spørgsmål om prioritering og bundlinje? Ja, hvad venter vi egentlig på?
Mærker, certifikater, standarder. Det er den verden vi lever i. Hvis den socialt ansvarlige forbruger kunne vælge, så ville han/hun gerne gå ind i en butik velvidende, at alle varerne på hylden var produceret under socialt ansvarlige forhold. Der er ikke mange forbrugere, der når adspurgt, ville svare, ”jeg er ligeglad med, om der er formaldehyd i den babybodystocking, om agurken har giftstoffer i, om roserne har brugt mere CO2 i deres livstid end de fleste mennesker”.
Ved du hvem der har plukket dine kaffebønner? Næh, men hvis du tænker to gange, er du sikkert ikke helt ligeglad. I hvert fald er salget af fairtrade produkter steget trods den økonomiske krise. Mere end hver tredje forbruger siger, at de gerne vil vise samfundsansvar gennem deres forbrug, og lige så mange siger, at de rent faktisk også handler etisk et par gange om ugen. Spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at gøre den gode forretning til mere end en nicheproduktion?
Skal det gøre ondt, for at være miljøvenligt og bæredygtigt? Overhovedet ikke. Lad os undgå pisk og i stedet finde de gulerødder, der kan indfri vores fælles høje ambitioner.